Her til aften har jeg været til teater, igen. Her til aften tog jeg bussen hjem i mørket, stod af ved endestationen. Jeg gik gennem græsset, dugget gjorde min sko våde. Jeg gik lidt hurtigere og kiggede hurtigt op. Fortsatte frem, hastigt. Gik tilbage. Stoppede op. Kiggede op igen. Min anden strømpe var snart også våd. Jeg stod der i mørket med våde converse, hvid genbrugssweater og musik i ørerne. Derhjemme ventede tyskverber og et rodet værelse. Jeg blevstående. Månen lyste så rund og klar. Autentisk vil man vel kalde det. For mig føltes det som en bekræftelse, en smagsvækker og en tryghedsskaber. Jeg stoppede op, hørte, hvad månen ville sige. Jeg gik hjemad, langsomt. Jeg burde lave tysk, jeg gør det ikke. For jeg har lige opdaget et andet kryds i min kalender, som jeg vidst havde dækket til. Og nu sidder jeg her. Hvis jeg kunne, ville jeg sidde hele natten, digte videre og dykke ned i ottendelsnoder og c-mol akkorder. Og bare være. Til.
"Verden er okay, hvis du selv synes"
"Verden er okay, hvis du selv synes"
Og jeg sidder her og er ret glad indeni, for din kommentar. Tak også.
SvarSlet