Skygger, som giver lys i mørket

Jeg er et menneske. Et lille menneske på 15 år. Jeg spiller klaver og lytter i musik. Jeg bruger tid på at være sammen med mine venner, tid på at være ensom. Ligesom så mange andre. Jeg er et menneske. Ligesom 6.977.096.500 milliarder andre. Et lille ubetydeligt menneske. Jeg ved jo godt,det ikke helt passer. Jeg har betydning for min lille verden, for de mennesker, som har valgt at være en del af min verden. Eller som jeg har valgt skal være en delaf den. Men indimellem glemmer jeg, hvad der er betydningsfuldt. Jeg glemmer, hvad der har betydning. Hvem der har betydning. Jeg glemmer, at jeg elsker livet, og at jeg er elsket. Når det sker, vil jeg lukke øjnene. Så vil jeg bare gemme mig væk. Pakke mig ind i mit lidt for snavsede hvide tæppe og lytte til lidt for trist musik. Sådan har jeg det lige nu. Lukke øjnene for virkeligheden og kigge indad. Det er godt nok. Jeg ser, at min verden ikke kun er grimme skygger af det liv, jeg gerne vil leve. Jeg indser, at jeg faktisk er utrolig heldig. At jeg har et skønt liv. Og at der er nogle, som har det ligesom mig. At der er nogle, som kan lide mig. Gider mig. Holder af mig. Så kære venner, jeg har det mere end okay. Også når jeg er indadvendt. Og stille. Og lukket.

Kys Sofie

(Håber de ord, fra mit forvirrede jeg gav en lille smule mening)